Kontakt os døgnet rundt på  Tlf: 6915 6171

Nyheder

Connect Køge udsender jævnligt pressemeddelelser. Her bliver du holdt opdateret om sidste nyt fra Connect Køge, relevante erhvervstilbud, -ordninger og -regler.

Slider

Vær med til at vise smukke Køge frem i VisitKøges turistbrochure

Turistbrochuren bliver uddelt

I år har VisitKøges populære turistbrochure været særligt eftertragtet, og beholdning på 37.000 stk. er snart løbet ud. Brochuren viser det smukke Køgeområde frem over for områdets gæster. Nu er arbejdet med at producere en ny brochure for 2021 gået i gang. Og virksomheder fra Køge kommune kan være med til at udbrede budskabet om, hvor alle herlighederne befinder sig.

VisitKøge er i fuld gang med at indhente informationer og finde annoncører til den kommende turistbrochure, som skal guide gæster rundt i Køgeområdet i 2021. En brochure som bliver distribueret rundt i hele Danmark fra marts 2021, og som skal danne overblik over Køge kommunes mange spændende oplevelser og turistattraktioner.

- Lige for tiden arbejder vi på højtryk på at få brochuren produceret og klar til distribution. Og i år har vi fået ny distributør, som uddeler endnu flere steder, end vi plejer. Udover på udvalgte hoteller, campingpladser og vandrehjem, vil man nu også kunne finde vores brochure på udvalgte motorvejs infoteriaer og supermarkeder, og så vil den som altid ligge online på vores hjemmeside. Med andre ord kommer den vidt og bredt ud – og der er meldinger om, at der er rift om den nuværende brochure. Vi er derfor sikre på, at brochuren for 2021 vil komme ud til mange turister, fortæller Ulla Dahrup turistkonsulent hos VisitKøge.

VisitDenmark peger på, at sommeren 2021 også bliver et år, hvor danskerne vælger at holde ferie i Danmark, derfor forventer VisitKøge igen ekstraordinært stor efterspørgsel efter deres turistbrochure. Med indbydende billeder, inspirerende informationstekster og ikke mindst med flotte annoncer skal brochuren være med til at tiltrække gæster til området. Annoncørerne har derfor en stor rolle i forhold til brochurens indhold, da det blandt andet er takket været dem, at VisitKøge gennem årene har kunnet producere så flotte brochurer.

- Der er ingen tvivl om, at vores annoncører har en stor betydning for vores brochure - jo flere der melder sig på banen til at byde ind med annoncer, jo flere herligheder kan der vises frem. Og i konkurrencen om turisterne er det vigtigt, at vi står sammen, og det er netop målet med brochuren. Den skal samle og skabe overblik over alle seværdigheder, oplevelser, spise-, shoppe- og overnatningsmuligheder i hele Køge kommune, så vores gæster nemt kan se, hvad der sker, og hvor det sker, fortæller, Ulla Dahrup.

Alle virksomheder i Køge kommune kan købe en annonceplads i turistbrochuren – og det er muligt at bestille annoncen nu og først betale til marts 2021. Er der virksomheder, der har lyst til at bestille en annonceplads i brochuren, så kan de kontakte VisitKøge på tlf. 69 15 61 70, eller de kan kigge ind og få en snak med Ulla på Vestergade 1 i Køge.

På billedet ses Ulla Dahrup som har travlt med at uddele Køges turistbrochure