Kontakt os døgnet rundt på  Tlf: 6915 6171

Nyheder

Connect Køge udsender jævnligt pressemeddelelser. Her bliver du holdt opdateret om sidste nyt fra Connect Køge, relevante erhvervstilbud, -ordninger og -regler.

Slider

Opstartswebinar giver iværksætterne en sikker start

Billeder af Mikkel Frogh

I august 2020 deltog Mikkel Frogh på Connect Køges opstartsseminar for iværksættere og fik her redskaber til at komme godt fra start med sin nye virksomhed Frogh Consulting. Tirsdag d. 24. november tilbyder Connect Køge en online udgave af deres opstartsseminar, så flere iværksættere kan få hjælp til at komme sikkert fra start med deres virksomhed.

Der kan være mange tvivlsspørgsmål i forbindelse med opstart af en virksomhed. Lige fra at skulle vælge den rigtige virksomhedsform, finde rundt i skatte- og momsregler til, hvordan livet som iværksætter mon bliver. Connect Køge inviterer derfor alle, som drømmer om egen virksomhed – eller som lige er opstartet – til opstartswebinar. Her får iværksætterne en all around gennemgang af, hvad det vil sige at opstarte en virksomhed, konceptudvikle, og hvordan man får et godt samarbejde med banken op at stå. En gennemgang som Mikkel Frogh har haft stor glæde af.

- Jeg tilmeldte mig opstartsseminaret, fordi jeg havde brug for tips og vejledning i, hvordan man starter en virksomhed op – og det fik jeg. Jeg fik overblik over, hvordan jeg kunne komme godt i gang og et indblik i de forskellige virksomhedsformer, der er at vælge imellem. Og bedst af alt, så mødte jeg andre, som stod i samme situation som mig. Så jeg vil helt klart anbefale andre at deltage på opstartsseminaret, fordi det er sundt at komme ud at høre andres erfaringer og blive bekendt med de muligheder og udfordringer, der kan være, når man starter virksomhed, fortæller Mikkel Frogh.

Oplæg og netværk

Selve webinaret byder på to oplægsholdere, og samtidigt bliver der mulighed for at skabe netværk med andre iværksættere.

Første oplægsholder på banen bliver erhvervskonsulent Mette Lerdorf fra Connect Køge, som vil give deltagerne indblik i, hvordan man får skabt det bedste fundament for sin nye virksomhed. Herunder hvad der skal til for at øge chancen for virksomhedens overlevelse, og hvordan man som iværksætter kommer på markedet med den bedste version af sit produkt.

Næste oplægsholder bliver Jan Drøscher fra Censea Consulting, som til daglig arbejder med bogholderi og økonomisk rådgivning for virksomheder. Med hans oplæg kommer deltagerne rundt om emner som SKAT, moms og bogføring, som er vigtig viden i forbindelse med opstart af en virksomhed.

Opstartswebinar er for nye iværksættere

Webinaret er for nye iværksættere, og dem som overvejer at starte som selvstændige. Webinaret er et supplement til Connect Køges 1-1 iværksættervejledninger og iværksætteruddannelsen Iværksætteri i Praksis. Med webinaret bliver iværksætterne klædt godt på til livet som selvstændig. Hvis behovet melder sig, vil der efterfølgende være mulighed for at booke 1-1 vejledninger.

Det er gratis at deltage på webinaret, men det kræver en tilmelding her på hjemmesiden under ”Arrangementer"

FAKTA

Program:

  • 15.00 Velkomst
  • 15.05-16.00: Mette Lerdorf, Connect Køge: konceptudvikling med fokus på produkter, målgrupper, salg og realistiske mål.
  • 16.00-17.00: Jan Drøscher, Censea Consulting: Få styr på virksomhedsformer, SKAT, moms og bogføring.

Tidspunkt:

Tirsdag den 24. november kl. 15.00-17.00

Om Frogh Consulting

Mikke Frogh tilbyder mentorforløb for unge, som har brug for at finde retningen på deres liv. Ideen til virksomheden fik han, da han selv har stået i den situation, hvor han havde taget sin uddannelse og var godt i gang med karrieren, men fik oplevelsen af at han ikke befandt sig i sit rette element. Han investerede derfor økonomisk i et mentorforløb, diverse kurser, seminarer og motivations- og performance coach uddannelsen MASTER of MENTAL TRAINING hos Rasmus Bagger og uddannede sig som coach. I dag tilbyder han coachforløb til unge, hvor de gennem 7 moduler får værktøjer til at blive den bedste udgave af sig selv. På forløbet lærer de unge blandt andet at finde gnisten, tage styringen, minimere stress, opbygge selvtillid, håndtere følelser, vælge en uddannelse, og mange andre essentielle elementer.

Læs mere på www.mikkelfrogh.dk