Kontakt os døgnet rundt på  Tlf: 6915 6171

Nyheder

Connect Køge udsender jævnligt pressemeddelelser. Her bliver du holdt opdateret om sidste nyt fra Connect Køge, relevante erhvervstilbud, -ordninger og -regler.

Slider

Ny turistguide klar til afhentning i VisitKøges nyrenoverede bureau

Ulla Dahrup og Kirstine Christiansen med turistguiden

VisitKøges nye turistguide 2021 er nu landet. Med små informationsrige tekster og flotte billeder giver brochuren et godt overblik over Køgeområdets mange herligheder. VisitKøges turistguide udkommer årligt på dansk, engelsk og tysk, og kan hentes i VisitKøge flotte, nyrenoverede turistbureau i Vestergade.

Turistguiden er på 62 sider og inspirerer til mange hyggelige oplevelser for både store og små. Med rutekort og flotte billeder af Køge midtby, byerne og naturen omkring får turister og gæster en guide, hvor de nemt får overblikket over hele Køgeområdets mange herligheder og spændende turistattraktioner.

- Vi er stolte af, at vi nu kan præsentere en ny turistguide, for Køge kommune har rigtig meget at byde på, og det har den altid haft. Med turistguiden kan både turister og gæster finde inspiration og nemt få skabt sig et overblik over alle herlighederne her i Køge kommune. Samtidig kan guiden fungere som et godt værktøj for turistvirksomhederne her i området, så de kan hjælpe deres gæster godt på vej rundt i alle vores mange oplevelser, fortæller Ulla Dahrup turistkonsulent fra VisitKøge og fortsætter:

Takket været annoncørerne, trykkes der hvert år en ny turistguide over Køgeområdet. Det har vi gjort i over 35 år, for guiden er vældig populær – den bliver nærmest revet væk. Og hvert år fornyer vi den så med nye billeder og ny information. I år har vi for eksempel tilføjet tre nye temaer ”Kanoudlejning, ”Bademuligheder i Køge området” og ”Udsigtspunkter i Køge”.

Ny indretning og nyt fokus 

Når turister og gæster kommer for at hente turistguiden hos VisitKøge, bliver det i lyse, nyistandsatte lokaler.

- Vi har nu renoveret VisitKøges turistbureau og gentænkt konceptet. Vi har indrettet bureauet i en i en let, venlig og lys stil, så man hurtigt kan danne sig et overblik over butikkens udvalg af brochurer og hermed Køgeområdets mange herlige oplevelser. Der er også indrettet en lille hyggekrog, hvor man kan bladre i brochurer og lægge planer for dagens turer, siger Allan Munch, direktør for Connect Køge og forsætter:

- Vi har ændret konceptet i turistbureauet en smule, så vi nu hovedsaligt informerer om de ting, man kan opleve i og fra Køgeområdet. Og så vil vores service rette sig mere mod de gæster og turister, som kommer til byen – og selvfølgelig køgensere som vil ud at opleve deres egen by. Det gør vi for at sætte fokus på at tiltrække turister til Køgeområdet. Men der vil stadig være salg af gavekort til Køge Handel, Vitus Rejser, souvenirs og billetter fra Ticket Master. Og vigtigst af alt, så får man stadig den gode serviceminded, personlige betjening af vores to turistkonsulenter Ulla Dahrup og Kirstine Christiansen.

Er man interesseret i at få fingrene i VisitKøges nye turistguide, ligger den til fri afhentning på alle danske turistbureauer – herunder også VisitKøge – og en række hoteller, vandrerhjem og campingpladser på Sjælland. Derudover får alle medvirkende annoncører tilbud om at have eksemplarer liggende til uddeling. Ønsker man en online version af brochuren, kan man besøge VisitKøges hjemmeside på www.visitkoege.dk, hvor der også findes yderligere information om Køges mange oplevelser.

Brochuren udkommer i 35.000 eksemplarer og er oversat til tysk og engelsk for at tiltrække endnu flere udenlandske turister.