Kontakt os døgnet rundt på  Tlf: 6915 6171

Nyheder

Connect Køge udsender jævnligt pressemeddelelser. Her bliver du holdt opdateret om sidste nyt fra Connect Køge, relevante erhvervstilbud, -ordninger og -regler.

Slider

Lej en kano, og nyd Køge by fra vandsiden

Billede af Køge Å

Fra den 6. april lige efter påske bliver det igen muligt at leje en kano hos VisitKøge og sejle en dejlig tur på den smukke Køge Å. Da der er rift om kanoerne, er det en god idé at reservere kanoen i god tid, før man planlægger at hoppe i kanoen for at nyde byen fra vandsiden.

Fra tirsdag den 6. april starter VisitKøge deres udlejning af kano op, så man igen kan ro sig en tur ud til Køge Ås og Køge Inderhavn. De 4 kanoer, som ligger klar bag Det grønne Hus i Vestergade, bliver søsat lige efter påske til glæde for byens gæster og borgere.

Kanoerne og redningsvestene er blevet vasket af, så sejladsen kan ske forsvarligt. Der er veste til både børn og voksne, så sejlturen er perfekt som en god familieaktivitet.

Sejlturen starter fra bådebroen ved Det grønne Hus i Køge midtby. På 1 ½ times sejlads kan man nå at sejle en god tur ned af Køge Å mod skoven, hvor der venter en smuk tur. Køge Å bugter sig nemlig ind igennem den gamle, hyggelige handelsby og ud til skoven omkring Køge Ås. Undervejs passerer man den smukke og imponerende herregård, Gammel Kjøgegaard.

Udlejningstiderne er mandag til fredag kl. 10.00, 12.00 og 14 samt lørdag kl. 10.30. Prisen pr. kano er kr. 150,- for 1½ times sejlads.

Har man lyst til at se Køge fra vandsiden, så kig ind til VisitKøge, og hør nærmere om kanoudlejningen. VisitKøge har åbent mandag-fredag fra kl. 10.00 til -16.00 og lørdag fra kl. 10.00 – 13.00. Kanoerne kan bestilles ved henvendelse i turistbureauet i Vestergade 1 eller pr. tlf. 69 15 61 70.

Da der er rift om kanoerne, bør man reservere kanoen i god tid.