Nyheder

Connect Køge sender jævnligt pressemeddelelser og nyhedsbreve ud. Her bliver du holdt opdateret om sidste nyt fra Connect Køge, relevante erhvervstilbud, -ordninger og -regler.

Slider

Lokalt cateringfirma tager socialt ansvar

Et nyt projekt giver virksomheder mulighed for at tage et socialt ansvar samtidig med, at der er fokus på vækst og udvikling af nye arbejdspladser. Den Sociale Kapitalfond har i partnerskab med Connect Køge, Indsats ApS og Køge Kommune skræddersyet et forløb til Køgevirksomheden Krohns Køkken.

Et forløb der skal udvikle virksomheden og klargøre Køge-borgere uden for arbejdsmarkedet til lønnet job.

Hvordan kan man som virksomhed udvikle forretningen, vækste, og på samme tid tage et socialt ansvar? Det har projektet ”Social inklusion gennem Vækstpartnerskaber” (SIV-projektet) et bud på.

Krohns Køkken tager allerede i dag et stort socialt ansvar. Virksomheden har nemlig ansat flere medarbejdere, der ellers stod udenfor arbejdsmarkedet. I dag er syv flexjobbere ansat, ligesom virksomheden tidligere har haft to unge elever, der kom fra Køge Ungecenter. Nu tager Krohns Køkken skridtet videre, og bliver en del af SIV-projektet.

- Vi skal få så mange som muligt i arbejde. Det giver energi i virksomheden, at vi ser den glæde det giver, når et menneske går fra at være ledig til at være del af et team. Vi arbejder i SIV- projektet på at få flere faste kunder og nye kundetyper, så vi kan vokse – og dermed ansætte flere, også på særlige vilkår, fortæller Birgitte Krohn fra Krohns Køkken.

Gavner borgere og virksomheder

Flere og flere brancher oplever mangel på arbejdskraft, hvilket hæmmer væksten. Selvom Køge på landsplan klarer sig rigtig godt med at få ledigheden ned, står 3,3 % fuldtidsledige borgere i Køge stadig uden arbejde. Med SIV-projektet håber Køges borgmester på at få endnu flere i arbejde.

- Der er generelt godt gang i beskæftigelsen i Køge kommune, men vi har stadig en gruppe af borgere, der desværre stadig er henvist til en plads på sidelinjen. De har brug for en hånd, der hjælper dem det sidste stykke på vejen til et lønnet job. Det glæder mig derfor meget at se, hvordan flere aktører går sammen om et fælles ansvar for at skabe en fælles løsning. En løsning som vil gavne både borgere, der er på kanten af arbejdsmarkedet, og virksomhederne der mangler arbejdskraft, siger borgmester Marie Stærke.

I arbejdet med at finde den rette virksomhed, har Connect Køge haft ansvaret for at udpege relevante virksomheder fra Køge kommune. Valget faldt derefter på Krohns Køkken. Under projektforløbet vil Den Sociale Kapitalfond og Connect Køge køre parløb med at vejlede Krohns Køkken i deres forretningsudvikling. Køge Kommune og anden aktør Indsats ApS har opgaven med at finde de ledige, der skal igennem 12 måneders opkvalificeringsforløb og jobtræning.

- Hvis vi formår at skabe vækst i virksomheden, bliver der jobs til flere. Det er oplagt, at vi samtidig får mennesker fra offentlig forsørgelse ind på arbejdsmarkedet. Det er godt for den enkelte, det er sundt for samfundsøkonomien – og vi kan se at virksomheder, der deltager i vores forløb, får nye vækstmuligheder, fortæller direktør og partner i Den Sociale Kapitalfond Birgitte Frost Mathiesen.

 

FAKTA


Krohns Køkken ApS

Krohns Køkken er et lokalt forankret cateringfirma, som leverer til firmaer i form af frokostordning, receptioner og mødeforplejning mv. samt catering til private. De overholder desuden selskaber i huset, når der skal holdes for eksempel barnedåb, brunch, fødselsdage, og bryllupper. Socialt ansvar og grønt forbrug står højt på dagsordenen i denne virksomhed.

Social inklusion gennem Vækstpartnerskaber

Projektet ’Social inklusion gennem Vækstpartnerskaber’ kobler kommuner og virksomheder i et år. Virksomhederne i projektet gennemgår 12 måneders individuelt tilpasset forløb med forretningsudvikling og social inklusion med Den Sociale Kapitalfond. Samtidig bliver udsatte ledige klædt på til at komme i beskæftigelse hos virksomhederne. Det sker i et forløb hos en lokal udviklingsaktør. Kommunerne hjælper med at finde de udsatte borgere til projektet.

Projektet støttes af EU, drives af Den Sociale Kapitalfond og gennemføres i 2019 i samarbejde med seks kommuner - Aalborg, Kolding, Stevns, Odsherred, Køge og Gentofte - og 10 virksomheder over hele landet.

Projektet gennemføres i 2020 med virksomheder fra Ikast-Brande, Gribskov, Silkeborg, Holbæk, Frederiksberg og Holstebro kommuner.

Den Sociale Kapitalfond

Den Sociale Kapitalfond investerer kapital og kompetencer i virksomheder og organisationer, som bidrager til at løse sociale problemer. Når de vokser, er det muligt at hjælpe flere mennesker og sikre det finansielle afkast.

Om Connect Køge

Connect Køge er en erhvervsfond, der arbejder fokuseret på at styrke erhvervs- og turismeindsatsen, danne netværk og blive en aktiv medspiller i virksomhedernes hverdag. Sidst, men ikke mindst arbejder Connect Køge på at vise nye aktører fra ind- og udland de mange muligheder, der findes i Køge Kommune.

Sådan bruger vi cookies
Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og forbedre brugeroplevelsen. Læs mere