Tlf: 3083 1077
Nyheder

Connect Køge udsender jævnligt pressemeddelelser. Her bliver du holdt opdateret om sidste nyt fra Connect Køge, relevante erhvervstilbud, -ordninger og -regler.

Slider

Opstartsseminar giver nye iværksættere en god start

Erhvervskonsulent Mette Lerdorf

Connect Køge lancerer nyt opstartsseminar for iværksættere og for dem, som overvejer at tage springet til livet som selvstændig. På seminaret får deltagerne et godt indblik i opstartsfasen, og hvordan man skaber et sikkert fundament for den nye virksomhed. Første seminar finder sted den 19. november hos Connect Køge på Galoche Alle.

Der kan være mange tvivlsspørgsmål i forbindelse med opstart af en virksomhed. Lige fra at skulle vælge den rigtige virksomhedsform, skat og moms til, hvordan livet som iværksætter mon bliver. Connect Køge lancerer derfor et opstartsseminar med tre oplæg, som indeholder information om, hvordan nye virksomhedsejere kommer sikkert igennem opstartsprocessen og får skabt et stærkt fundament for virksomheden. Der vil være fire seminarer om året, og det første finder sted den 19. november kl. 15.00-17.30 på Galoche Allé i Køge.

- Opstartsseminaret skal være med til at klæde nye iværksættere på til livet som selvstændige. Der er både mange udfordringer og mange muligheder som iværksætter. Og det kan være svært at navigere i som for eksempel, hvor starter man, og hvad er vigtigt at fokusere på i opstartsfasen. Med opstartsseminaret sikrer vi, at iværksættere får den nødvendige viden til at kunne vælge den rette retning for dem, og de kommer godt fra start, siger erhvervskonsulent Mette Lerdorf fra Connect Køge.

Fra lille idé til en sikker forretningsidé

Connect Køge har sammensat et solidt program med tre oplægsholdere, der giver en all-round introduktion til livet som selvstændig. Samtidigt bliver der mulighed for at møde andre iværksættere og skabe netværk med de andre deltagere.

Første oplægsholder på banen bliver erhvervskonsulent Mette Lerdorf fra Connect Køge. Her får deltagerne indblik i, hvordan man som iværksætter får skabt det bedste fundament for sin nye virksomhed, hvad der skal til for at øge chancen for virksomhedens overlevelse, og hvordan man som iværksætter kommer på markedet med den bedste version af sit produkt.

Næste oplægsholder bliver Jan Drøscher fra Censea Consulting, som til daglig arbejder med bogholderi og økonomisk rådgivning for virksomheder. Med hans oplæg kommer deltagerne rundt om emner som skat, moms og bogføring, som er vigtig viden i forbindelse med opstart af en virksomhed.

Sidst, men ikke mindst bliver deltagerne præsenteret for Jesper Køppen Fenger-Mieritz fra NørregaardMieritz Advokatfirma, som med sit oplæg giver et godt indblik i valg af virksomhedsform, kontrakter og markedsføringsloven.

Opstartsseminaret er for nye iværksættere

Seminaret er for nye iværksættere, og dem som overvejer at starte som selvstændige og er et supplement til Connect Køges 1-1 iværksættervejledninger. Med seminaret sikres iværksætteren at blive klædt godt på til livet som selvstændig allerede fra første møde hos Connect Køge. Hvis behovet melder sig, vil der efterfølgende være mulighed for at booke 1-1 vejledninger, som finder sted fredage hver anden uge.

Det er gratis at deltage på seminaret, men kræver en tilmelding på hjemmesiden under arrangementer.

FAKTA


Program:

Velkomst
Oplæg v/Mette Lerdorf fra Connect Køge
Oplæg ved Jan Drøscher fra Censea Consulting
Oplæg v/Jesper Køppen Fenger-Mieritz fra NørregaardMieritz Advokatfirma

Hvornår:

Den 19. november kl. 15-17.30 på Galoche Alle 15, 4600 Køge

Om Connect Køge 

Erhvervsfonden Connect Køge blev etableret i 2018 ved en sammenlægning af, den lokale erhvervsservice – Køge Erhvervsservice, Køge Bugt Erhvervscenter og VisitKøge. Fonden arbejder fokuseret på at styrke erhvervs- og turismeindsatsen, danne netværk og blive en aktiv medspiller i virksomhedernes hverdag. Sidst, men ikke mindst arbejder Connect Køge på at vise nye aktører fra ind- og udland de mange muligheder, der findes i Køge kommune. Connects Køges mål er at:
• styrke erhvervslivets vilkår og udvikling
• styrke erhvervsturismen
• styrke projekter både inden for erhvervs- og turismeområdet
• markedsføre og videregive informationer til turister om seværdigheder mv. i området
• styrke samarbejdet mellem erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne i lokalområdet
• markedsføre Køge-området

Kontakt:

Erhvervskonsulent Mette Lerdorf, 24 59 50 08, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..