Kontakt os døgnet rundt på  Tlf: 6915 6171

Dana Lim

Dana Lims lager med medarbejdere

Nomineret til Eksportprisen: Dana Lim – oplever konstant fremgang

 Med internationalt hovedsæde i Køge er Dana Lim førende lim-, fugemasse- og spartelproducent i Skandinavien. Siden de startede med at eksportere i slutningen af 80erne, har deres eksportmarked haft konstant fremgang.

”Vores tidligere direktør og nuværende bestyrelsesformand, Mogens Overgaard, fik sat gang i eksporten tilbage i slutningen af 1980’erne, hvor Dana Lim fik agenter i både Norge og Sverige. Efterfølgende udviklede det sig til enkeltstående eksportkunder rundt om i Europa, blandt andet Tyskland, Portugal og England. Men der kom for alvor gang i eksporten, da vi oprettede selskaber i Norge og Sverige med vores egne folk, hvilket skete ved årtusindeskiftet, hvor Dana Lim også etablerede et selskab i Litauen”, fortæller Rass Gottschalck, marketingchef hos Dana Lim.

Med et stærkt fokus er alt muligt

Selvom corona har gjort det sværere at drive virksomhed i mange aspekter, har Dana Lim alligevel klaret sig rigtig godt.

”Vores største vækstområde er på eksporten, hvor vi oplever konstant fremgang. Det er især Sverige, som vækster, men det går også den rigtige vej i Norge, hvor vi opkøbte en lokal spiller for at opnå en styrket lokal tilstedeværelse. Det går godt med netop eksporten, fordi vi ved, at fokus betyder alt – og derfor har vi strategisk valgt at fokusere på de skandinaviske markeder”, fortæller Rass Gottschalck.

En rodfæstet Køgevirksomhed

Foruden at Køge ligger rigtig godt logistisk set, er Dana Lim stolte over at være en Køgevirksomhed. Og med den nye station i Køge nord er det nu blevet endnu nemmere for Dana Lim at drive virksomhed i Køge.

”Vi er utrolig stolte over at være fra Køge, og vi yder med glæde vores beskedne bidrag til den store vækst, der har været – og stadig er – i Køge. Og med vores placering i Køge er vi en attraktiv partner for både kunder og leverandører – blandt andet fordi det er nemt at komme hertil og herfra. Især har den nye Køge Nord station øget tilgængeligheden for vores medarbejdere” slutter Rass Gottschalck.