Kontakt os døgnet rundt på  Tlf: 6915 6171

IXP Data

Billede af medarbejderne fra IXP Data

Nomineret til Eksportprisen: IXP Data – deres produkter anvendes verden over

IXP Data arbejder med udvikling og salg af software og yder konsulentbistand. Virksomheden blev Gazellevirksomhed i 2016, 2017 og 2018 og har også vundet prisen ”Succesvirksomhed 2019” uddelt af Spar Nord og BDO. De er nu nomineret til Eksportprisen, da de også har godt gang i deres eksport.

”Vi kom i gang med vores eksport via et samarbejde med udenrigsministeriet og ved, at vi besøgte en hel del lande omkring Danmark. Det har bragt os et veludbygget forhandlernetværk i både ind- og udland, som bl.a. er med til at fremme vores eksport. Det er fantastisk at se vores virksomhed ekspandere, og det er her, jeg finder min arbejdsglæde. Det gør mig rigtig glad og stolt, at vores produkter bliver anvendt af virksomheder i Danmark og i resten af verden,” fortæller direktøren af IXP Data, Jan Jakobsen.

Det er vigtigt at følge med udviklingen

IXP Data har gennem adskillige år specialiseret sig i System Management-løsninger til mellemstore og store virksomheder, og på trods af en hård markedskonkurrence klarer de sig rigtig godt - også på eksportmarkedet.

”Vi har et godt og prisvenligt produkt, der kan bruges af mange virksomheder i hele verden. Vi følger hele tiden med udviklingen, så vi ligger teknologisk forrest, og derfor kan vi tilbyde vores kunder de nyeste teknologier. Derudover har vi en rigtig god service, som vi har ladet os fortælle, at kunderne sætter stor pris på,” lyder det fra Jan.
Selvom Corona har udfordret de danske eksportvirksomheder, tror Jan på, at virksomheden nok skal komme tilbage i god stil.
”Vi har været så heldig stillet, at vi er kommet igennem krisen ved egen hjælp og uden hjælpepakker”, fortæller Jan.

God infrastruktur i Køge

Fremtidens infrastruktur er under stadig udvikling i Køge, og med den nye station i Køge Nord er det muligt at nå København H på under 30 minutter, hvilket er et stort plus for virksomhederne i Køgeområdet.

”Det, jeg sætter pris på ved at drive virksomhed i Køge, er, at vi har en rigtig god infrastruktur, som gør det nemt for medarbejderne at komme frem og tilbage på arbejdspladsen” slutter Jan.