Kontakt os døgnet rundt på  Tlf: 6915 6171

Susie Hayes

Billede af ejer Susie Hayes foran Kaffekælderen

Nomineret til ILoveMyJob-prisen: Susie Hayes med Kaffekælderen – Drømmen blev til virkelighed

Susie Hayes driver caféen Kaffekælderen i et af Køges charmerende, gamle, fredede huse lige ned til åen. Omgivelserne fra 1700-tallet er helt unikke. Susie elsker stedet og arbejdet i caféen, og hun har gjort en dyd ud af at udfylde hver cm2 med hygge og personlighed.

”Det var kærlighed ved første blik! Da jeg så stedet første gang, tænkte jeg bare – det her skal blive min café,” fortæller Susie og lyser op ved mindet om sit allerførste besøg i caféen, nogle år inden, hun ved et tilfælde fik mulighed for selv at overtage Kaffekælderen. 

Et åndehul

Det lå ellers ikke lige i kortene, at Susie skulle være caféejer. Med et godt job som kvalitetsansvarlig på Toms Lakrids- og Vingummifabrik var Susie egentlig ikke på udkig efter et karriereskifte. Men skæbnen ville noget andet, og Susie satsede stort og overtog lejemålet i Brogade i februar 2014.

Nabolokalet blev føjet til i september samme år, og indgår nu som en hjemlig dagligstue til caféens gæster. Og gæsterne skal netop føle sig så meget hjemme, at besøget i caféen bliver en pause i en hektisk hverdag, hvor sindsroen kan få plads.

Her serveres ingen jordbærtærter i januar

I starten blev brød og kager bagt i en lille campingovn, men køkkenfaciliteterne er siden blevet opgraderet flere gange. Kimen til det gode brød, der bages hver morgen, er en fødselsdagsgave fra Susies mand - en fin melkværn.

”Jeg ønskede mig en liggestol til min fødselsdag dét år. Men opdagede kværnen på et bagekursus hos Meyer. Og nu maler jeg selv den grove spelt til bollerne hver dag.” forklarer Susie med et stort smil.

De andre grove typer mel hentes i Jystrup fra et biodynamisk landbrug, der drives som socialøkonomisk virksomhed.

"Det er meget vigtigt for mig at arbejde med gode bæredygtige råvarer. Jeg har ikke et fast menukort. Jeg bruger årstidens frugt og grønt – så her kan man ikke få jordbærtærte i januar!” understreger Susie med en hånd i bordet.

I Køge har man respekt for hårdt arbejde

Susie kommer oprindeligt fra Irland, og har bragt lidt af sit hjemlands kultur med sig til Køge.

”Jeg siger gerne, at Kaffekælderen er som en irsk pub – bare uden alkohol. Det er et lokalt samlingspunkt, og jeg har så mange dejlige stamkunder. Det, der gør Køge til noget særligt, er det sammenhold og den støtte, vi har forretningerne imellem. De mange specialbutikker og dygtige erhvervsdrivende har et særligt fællesskab – vi er en del af hinandens liv.” siger Susie og fortsætter:

”Folk i Køge har taget godt imod mig, selvom jeg ikke kommer herfra. Man har respekt for, at jeg har knoklet for at opbygge Kaffekælderen. Og jeg elsker min lille café midt i Køge.”