Kontakt os døgnet rundt på  Tlf: 6915 6171

Palle Katring-Rasmussen

Nomineret til Iværksætterprisen: Palle Katring-Rasmussen med Riddlehouse

Palle Katring-Rasmussen er en af mændene bag escaperoom konceptet Riddlehouse. Riddlehouse åbnede dørene for første gang i 2019, da de så et hul i markedet i Danmark. Derfra er det gået rigtigt stærkt. De startede med 2 ansatte og 2 rum. Nu er der 31 ansatte på 4 lokationer med 10 rum. Og virksomheden har netop vundet titlen som årets escaperoom i Danmark 2020.

Vi lever af glade kunder og elsker mysterier

For Palle er det rigtigt vigtigt at have det sjovt på hele iværksætterrejsen - det gælder både i forhold til deres arbejdsgange og over for kunderne.

”Vores arbejdsglæde kommer fra en flad organisationsstruktur og et virkelig godt kollegaskab - og så elsker vi gåder, mysterier og godt samarbejde. Vi er altid i højt humør hele vejen fra hovedkontoret og ud i vores spillelokationer, og på Trustpilot kan vi se, at det kan mærkes af vores kunder. Samtidig med, at vi har haft det sjovt på hele rejsen, har vi målrettet gået efter en høj vækstkurve”, fortæller Palle smilende.

Køge skal være centrum i Danmark indenfor oplevelsesøkonomi

Palle er glad for deres beliggenhed i Køge, da der er kort på arbejde og et fantastisk sammenhold i diverse netværk blandt erhvervsdrivende i Køge.

”Køge som by er visionær og nytænkende både rent politisk, men også erhvervsmæssigt, så her er vi både glade og stolte over at være med ombord. Og vi har især et nært samarbejde med Connect Køge. Når man er født og opvokset i Køge, ligger det meget nært at have en tæt forbindelse til byen. Det er fantastisk at være med til at skabe nye arbejdspladser og samtidig gøre Køge til det nye epicenter i Danmark i vores branche indenfor oplevelsesøkonomi”, fortæller Palle.

Corona nedlukningen har gjort os stærkere

Selvom Corona nedlukningen har taget hårdt på mange iværksættere, har Palle fået vendt den svære situation ved at nytænke, og de er kommet styrket ud på den anden side.
”Vi gik til en nul-omsætning på få dage, men udviklede vores koncept i stedet for bare at se til. Det resulterede i opkøb af en konkurrent, og at ingen af vores medarbejdere mistede deres job” slutter Palle.